Senest opdateret April 2026
Handelsbetingelser
Disse handelsbetingelser gælder for al handel med G.S.A. Trucking ApS (CVR: 44216361), som driver forretning under navnet G.S.A. Trucking ApS. Kunden opfordres til at gennemgå betingelserne grundigt, da de er juridisk bindende for begge parter.
G.S.A. Trucking ApS forbeholder sig retten til at ændre disse handelsbetingelser med virkning for fremtidige bookinger. Væsentlige ændringer varsles med 30 dages skriftligt varsel til kunder med løbende samarbejdsaftaler.
Priser & tilbud
Tilbud der gives er som udgangspunkt gældende i 30 dage fra tilbuddet gives, medmindre andet udtrykkeligt aftales.
Betalingsbetingelser
Betalingsbetingelser er netto 14 dage fra fakturadato, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Ved forsinket betaling beregnes morarenter på 2 % pr. påbegyndt måned fra forfaldsdato. Ved udsendelse af rykker pålægges et rykkergebyr på kr. 100,00 pr. rykker.
G.S.A. Trucking ApS forbeholder sig retten til at kræve forudbetaling eller sikkerhedsstillelse fra nye kunder eller kunder med betalingsanmærkninger.
Ansvar ved læsning og losning
Afsenderen har ansvaret for, at containere lastes og stuves forsvarligt i overensstemmelse med gældende standarder, herunder IMO/ILO/UN ECE-retningslinjerne for pakning af transportenheder (CTU). G.S.A. Trucking ApS forbeholder sig retten til at afvise transport af gods, som ved læssestedet konstateres at være uforsvarligt stuvet. Afsenderen hæfter for alle omkostninger i forbindelse med en eventuel afvisning.
Vægtgrænser og særtilladelser
G.S.A. Trucking ApS følger gældende lovgivning om vægtgrænser og kan kun laste indenfor de specificerede grænser for materiellet. For nærmere afklaring omkring transportkapacitet på specifikke chassis-typer opfordres kunden til at kontakte G.S.A. Trucking ApS.
Farligt gods (ADR)
Ved transport af farligt gods er det kundens ansvar, at containeren er korrekt mærket, og at alle nødvendige dokumenter er i overensstemmelse med ADR-konventionens forskrifter og udleveret til chaufføren inden transport. Eventuelle omkostninger, som følge af fejl fra afsender eller modtager, påhviler kunden.
Chassisleje
Chassisleje påbegyndes dagen efter levering af containeren. Afstillings- og afhentningsdage medregnes ikke i lejeperioden. Klarmelding skal ske til booking@gsa-trucking.dk. For containere leveret fredag og afhentet mandag, beregnes ingen chassisleje for weekenden.
Afhentning og udlevering af containere
Vi forbeholder os retten til at afhente containere til eksport og import en til to (1-2) arbejdsdage før planlagt levering og tager ikke ansvar for omkostninger der måtte blive pålagt af rederiet i form af demurrage/detention.
Forhold hos kunderne
Sikkerhed er førsteprioritet hos G.S.A. Trucking ApS, og det er altafgørende for en forsvarlig operation, at der er sikre forhold hos kunderne, som tillader at vi kan arbejde med det maskineri, der er nødvendigt for at vi kan udføre de opgaver, vi er blevet bestilt til. Derfor forventes det, at forholdene hos kunderne er tilpasset på en sådan måde, at vores chauffører har plads nok til at kunne udføre deres arbejde på en sikker og forsvarlig måde.
Det forventes ligeledes, at underlaget er af en sådan kvalitet, at vi ikke risikerer at sidde fast med vores materiel. I tilfælde af vintervejr såsom sne og frost, forventes det, at der er ryddet for sne og saltet i en sådan grad, at der ikke kan sås tvivl om sikkerheden og risikoen for at sidde fast.
G.S.A. Trucking ApS forbeholder sig retten til at afvise levering til kunden, såfremt der sås den mindste tvivl om forholdenes sikkerhed og forsvarlighed, hvilket vil være en vurderingssag mellem chauffør og disponent hos G.S.A. Trucking ApS.
I tilfælde af der opstår komplikationer hos kunden, som påfører G.S.A. Trucking ApS omkostninger i form af skader eller omkostninger til bjergning, forbeholder vi os retten til at pålægge kunden disse omkostninger, såfremt komplikationerne og omkostningerne skyldes forholdene hos kunden, og ligeledes afregne ventetid efter den gældende standardtakst.
Afhentning af tomme og lastede containere i dropzone
I dropzonerne har kunden 24 timer fri til at klarmelde containeren. Herefter afregnes chassisleje jf. gældende standardpriser. Efter klarmelding af container fra kunden har G.S.A. Trucking ApS 2 hverdage til at afhente containeren hos kunden. Klarmelding skal ske til booking@gsa-trucking.dk.
Har kunden behov for afhentning på eller inden for et fast tidspunkt, afregnes der ekstra kørsel til kunden jf. gældende standardpriser.
Ventetid
60 minutters ventetid til læsning/losning er inkluderet i standardprisen.
Yderligere ventetid faktureres således:
- Ved læsning/losning hos kunde: pr. påbegyndt 30 minutter jf. gældende standardpriser
- Ved problemer med ud-/indlevering på terminal: pr. påbegyndt 15 minutter
- Ved toldkontrol og andre myndighedskontroller: fra første minut, pr. påbegyndt 15 minutter
I tilfælde af forsinkelse forbeholder G.S.A. Trucking ApS sig retten til fortsat at afregne ventetid til kunden, såfremt der går mere end 60 minutter fra ankomst til afgang.
Toldkontrol og andre myndighedskontroller
Ved kontrol af myndighederne afregnes ventetid fra første minut, jf. afsnittet om ventetid. G.S.A. Trucking ApS forbeholder sig retten til at få containere løftet af og på chassis og at fakturere for relaterede omkostninger.
Detention, demurrage og reklamationer
G.S.A. Trucking ApS tager intet ansvar for omkostninger såsom demurrage/detention eller andre storage charges, der måtte blive pålagt kunden af rederiet grundet for sen ind-/udlevering, medmindre dette er skriftligt aftalt mellem G.S.A. Trucking ApS og kunden.
Modregning
Kunden kan ikke modregne, tilbageholde eller fratrække skyldige beløb over for G.S.A. Trucking ApS for udførte tjenester, herunder detentionsomkostninger og andre reklamationer.
Containerstandard og visuelt tjek
G.S.A. Trucking ApS gennemfører visuelle tjek af containere ved afhentning på terminaler, men påtager sig intet ansvar for at verificere containernes standard eller eventuelle lugtgener og insektproblemer. Kunden hæfter for eventuelle ekstraomkostninger for ventetid og forgæves kørsel, hvis containere ikke lever op til specificerede krav.
Toldpapirer
G.S.A. Trucking ApS følger de af kunden angivne instruktioner for toldpapirer. Kunden er ansvarlig for korrekt og rettidig fremsendelse af tolddokumenter.
Segl
Det er afskibers ansvar at forsegle containere korrekt. Kunden faktureres for omkostninger i forbindelse med eventuelle fejlagtige oplysninger om seglnummer samt i tilfælde, hvor G.S.A. Trucking ApS skal påsætte segl på vegne af kunden.
Force majeure
G.S.A. Trucking ApS hæfter ikke for tab eller skade som følge af force majeure, herunder pandemier, strejker, naturkatastrofer og lignende. I tilfælde af force majeure underrettes kunden uden unødig forsinkelse. Hvis force majeure varer længere end fjorten (14) dage, kan G.S.A. Trucking ApS opsige aftalen uden varsel.
Ændring af grundlæggende forudsætninger
Ændres de grundlæggende forudsætninger for aftalens opfyldelse, kan G.S.A. Trucking ApS kræve genforhandling. Manglende enighed kan berettige til opsigelse af aftalen uden yderligere varsel.
Transportørens ansvar ved transport
Skade på gods
G.S.A. Trucking ApS er ansvarlig for bortkomst, forringelse eller skade, som indtræder i tiden fra overtagelse til transport og indtil godset afleveres eller er sat til disposition på bestemmelsesstedet.
Går godset tabt, forringes eller skades, beregnes erstatningen efter godsets fakturaværdi på det tidspunkt, hvor transportøren overtog godset til transport. Har G.S.A. Trucking ApS erstattet godset fuldt ud, så overgår ejendomsretten efter anmodning til G.S.A. Trucking ApS.
G.S.A. Trucking ApS' ansvar er begrænset til SDR 8,33 pr. kg bruttovægt af den del af godset, som er bortkommet, forringet eller beskadiget.
Derudover erstattes fragt og andre udlæg i forbindelse med transporten for den del, som vedrører det bortkomne eller skadede gods.
Andet indirekte tab ud over bortkomst, forringelse eller skade erstattes ikke (fx ventetidsomkostninger, tabt avance eller fortjeneste, mistet markedsandel, oprydningsomkostninger, bjærgning og destruktion af beskadiget gods mv.).
Skader på andet end godset
G.S.A. Trucking ApS er ikke ansvarlig for skade på andet løsøre tilhørende afsenderen, modtageren eller en af disses stedfortræder eller anden aktør i forbindelse med transporten, medmindre transportøren har forvoldt skaden ved forsæt eller grov uagtsomhed.
Almindelig begrænsning i transportørens ansvar
G.S.A. Trucking ApS er ikke ansvarlig for bortkomst, forringelse, skade eller forsinkelse, som viser sig at skyldes følgende forhold:
- Fejl eller forsømmelser fra den berettigede, som kan være afsenderen, modtageren eller dennes stedfortræder
- Godsets egen beskaffenhed
- Forhold som transportøren ikke har kunnet undgå, eller hvis følger han ikke har kunnet forebygge
Ansvarsbegrænsning ved særlig risiko
G.S.A. Trucking ApS er fri for ansvar for bortkomst, forringelse eller skade, som skyldes den særlige risiko, der er forbundet med et eller flere af følgende forhold:
- Brug af åbne køretøjer uden presenning efter udtrykkelig aftale
- Manglende eller mangelfuld indpakning af gods, som efter sin beskaffenhed er udsat for svind eller beskadigelse, når godset ikke er indpakket eller er mangelfuldt indpakket
- Behandling, læsning, stuvning eller aflæsning af godset udført af afsenderen eller modtageren eller personer, der handler på deres vegne
- Visse godsarters beskaffenhed, der medfører, at de er udsat for at gå til grunde eller for beskadigelse, navnlig ved brud, rust, indre fordærv, udtørring, lækage, normalt svind eller angreb af utøj og gnavere, ufuldstændige eller urigtige mærker eller numre på kolliene
Godtgør G.S.A. Trucking ApS, at bortkomsten eller beskadigelse under de foreliggende omstændigheder kan være opstået på grund af de ovennævnte farer, skal det lægges til grund, at skaden er forvoldt på denne måde, medmindre den berettigede godtgør, at dette ikke er tilfældet.
Erstatning på andet grundlag end aftale
Kræves erstatning for bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse på andet grundlag end aftale, kan G.S.A. Trucking ApS og andre, for hvem han efter disse betingelser er ansvarlig, påberåbe sig de bestemmelser i disse betingelser, som udelukker G.S.A. Trucking ApS, eller som angiver eller begrænser erstatningens størrelse.
Øvrige standardbetingelser
Internationale transporter reguleres af CMR-konventionen, i det omfang dens bestemmelser er ufravigelige. G.S.A. Trucking ApS accepterer ikke kundens eller tredjeparts standardvilkår og -betingelser.
Disse ansvarsbestemmelser gælder for aftaler om godskørsel med køretøj på vej, dels i Danmark (indenrigstransport), dels ved international transport og anden håndtering af gods, hvor køretøj benyttes, medmindre det strider mod bindende regler i CMR-loven.
Lovvalg og værneting
Enhver tvist mellem parterne afgøres efter dansk ret. For indenrigstransporter, der ikke er omfattet af CMR-konventionen, er Retten [by] aftalt værneting. For internationale transporter gælder CMR-konventionens værneting.
